Vores arbejdsmarked fremmer omsorgssvigt af børn

Det er mandag morgen klokken kvart over seks. Daniels mor kommer halsende ind ad døren med Daniel på 2 år på armen. ”Daniel har været syg i weekenden. Han har haft høj feber og har kastet op… men han virker frisk nok nu til morgen… Daniels far har sent fri i dag, så Daniel bliver nok først hentet omkring kl. 16.30 i dag”.

Jeg tager imod Daniel, som slår armene om min hals og putter sig ind til mig, mens mor skynder sig ud af døren. Daniel får det ikke bedre i løbet af dagen. Han hænger ved de voksne og pylrer, når han bliver sat ned for at lege. Jeg ved, mor har travlt med et projekt på arbejdet lige nu, så jeg ser tiden lidt an. Da Daniel imidlertid kaster op ved frokostbordet, ringer jeg først til mor og senere til far. Ingen af dem tager telefonen. Daniel bliver puttet og efter to timer ringer mor, og siger hun kan se, vi har ringet.

Jeg synes, det er problematisk, at småbørnsforældre i dagens Danmark er så pressede på deres arbejde, at de ikke har mulighed for at give deres børn den omsorg, de har brug for, når de er syge. Vi har en lovgivning, der giver mulighed for, at forældre kan tage barnets første og eventuelt anden sygedag. Herudover er der ret til omsorgsdage… men selvom lovgivningen til en vis grad tager hensyn til småbørnsfamiliernes behov, er det ikke ensbetydende med, at det er acceptabelt på den enkelte arbejdsplads at udnytte denne mulighed. Der er kamp om jobbene, og har man meget fravær på grund af sine børn, er man ikke en attraktiv arbejdskraft . Frygten for at være den næste, der ryger i en sparerunde, lurer hele tiden lige om hjørnet for småbørnsforældrene.

Der er mange tabere i dette spil: Børnene, der har brug for forældrene… Forældrene, som går med dårlig samvittighed over ikke selv at tage vare på deres barn, som ikke har det godt…. Medarbejderne i daginstitutionen, som får en ekstra omsorgsopgave, og dermed får mindre tid til den samlede børnegruppe… Arbejdsgiverne, som får en medarbejder, der ikke er helt til stede i nuet, da hun som mor, han som far tænker på sit barns trivsel…

Hvordan er vi nået dertil, at arbejdet er blevet den altoverskyggende styring i vores liv? Hvordan er vi nået dertil, at både arbejdsgivere og forældre prioriterer arbejdet frem for børnene? Jeg mener, at vi må gøre det socialt accepteret, at man holder fri, når ens barn har brug for sine forældre.

Man bør som forældre kunne holde fri til at tage vare på sit barn, lige så naturligt som man holder ferie. Kan vi gøre det til en social accepteret ret at holde fri med god samvittighed, når ens barn er sygt? Det mener jeg, vi kan. En mulighed er at afskaffe muligheden for at holde barnets første og eventuelt anden sygedag…. og i stedet indføre en væsentlig større kvote af omsorgsdage – og med ret til at tage omsorgsdage med kort varsel. Man skal have mulighed for at ringe om morgenen og sige “I dag tager jeg en omsorgsdag, for mit barn har brug for mig i dag” eller mulighed for at tage en halv omsorgsdag, hvis man bliver ringet op af barnets daginstitution og barnet skal hentes, fordi det er sygt.

Hvor mange omsorgsdage skal der så til? Mit bud er, at alle forældre – både fædre og mødre skal have ekstra omsorgsdage, og mit umiddelbare bud er, at hver forælder skal have 12 omsorgsdage om året til børn i alderen 0-2 år, 6 omsorgsdage om året til børn i alderen 3-7 år og 2 omsorgsdage til børn i alderen 8-14 år.

Så lad os give småbørnsfamilierne lidt ro med en RET til at give børnene omsorg.

Kommentarer