Udlicitering er sjældent en besparelse, men øger medarbejdernes nedslidning.

rengoeringshp

Nanna er 55 år, hun har de sidste 25 år arbejdet på den kommunale skole som rengøringsassistent.

Hun møder tidligt om morgenen – ofte mens du og jeg stadigvæk ligger og sover. Hun trækker den slidte vogn rundt med søvn i øjnene og gør rent efter dine og mine børn. Hun er træt – meget træt. Hendes ryg gør ondt, og skulderne smerter.

Efter sommerferien blev rengøringen på skolen udliciteret. Kommunen skulle spare.

Det har betydet at Nannas arbejdstempo nu er blevet hævet med 30%. Arbejdsdagen foregår i et tempo, der svarer til en ildmarch inden for militæret – mens der gøres rent.

Nanna udtrykker på vores møder ofte bekymring om, hvor længe hun kan holde til sit job. Hun fortæller, at hun ikke ved, hvilket job hun vil kunne få, hvis ikke hun kan holde til at gøre rent. Det er jo det, som jeg altid har gjort, fortæller hun. Hun siger at hun jo havde regnet med at kunne blive på skolen, til hun kunne trække sig tilbage og nyde hendes otium, men er nu bange for, at det ønske ikke holder.

Det gør mig vred, at kommunerne ikke ser, hvad deres higen efter besparelser gør ved deres tidligere medarbejdere. Medarbejdere, der har tjent dem trofast gennem flere år. Og at de ikke indser, at en udlicitering ikke nødvendigvis altid er en besparelse for kommunen – men altid en forringelse af medarbejderens arbejdsvilkår.

Jeg ser og taler med mange frustrerede rengøringsassistenter dagligt. Nogle der må opgiver deres job – som regel startende med en sygemelding, hvilket er en omkostning for den selv samme kommune.

Jeg har mødt assistenter, der har måttet omskoles og i værste tilfælde tilkendes flexjob – og hvor er så besparelsen henne?

Desuden viser regnskaberne jo ofte, at besparelserne ikke bliver så høje som beregnet.

Der mangler den fleksibilitet, som kommunens egne ansatte stort set altid giver. Alle de små ting der dukker op i hverdagen. Det kan være et toilet, der skal gøres rent en ekstra gang, eller et mødelokale, der er blevet brugt uden for skema, ja så koster det kommunen ekstra penge.