Tag bladet fra munden og bliv de udsatte børns stemme

På et tidspunkt havde jeg en sag, der holdt mig vågen om natten. Jeg lå og vendte og drejede mig natten igennem af frygt for, at fem misrøgtede børn ville ende med at blive sendt hjem til deres mor, når tvangssagen havde været oppe i børne- og ungeudvalget. En mor der drak under hele graviditeten og kom hjem fra sygehuset med et spædbarn på få dage, som hun overlod til de andre små søskende og så tog hun på druk. Naboer i boligområdet underrettede om, at have set en 10 årig pige gå rundt med et spædbarn en vinter nat. Barnet havde ingen flyverdragt på, men lå under en dyne i barnevognen. Barnet var koldt. Nabokonen var dybt bekymret. Sagen gik heldigvis igennem til børnenes fordel, fordi vi socialrådgivere havde arbejdet i døgndrift på den skriftlige fremstilling. Havde vi ikke kastet alle kræfter ind, var de måske kommet tilbage til deres mor, som misrøgtede dem.

Jeg frygter, at mange andre sager ikke får samme intensive og professionelle behandling, fordi vi simpelthen ikke har tid nok til at kaste alle kræfter ind. Hverdagen er presset til det yderste – vi har i medierne de sidste par dage kunnet høre, at socialrådgivere i landets forvaltninger har op mod 90 sager hver, og Arbejdstilsynet har derfor givet 16 kommuner påbud på grund af arbejdspres over det seneste halvandet år.

Problemet er, at vi har så stort et papirarbejde og vores arbejdsdag ikke hænger sammen. Vi har nemlig ingen forberedelsestid. Telefoner bimler og mails vælter ind. Det betyder at man i stedet for at kunne handle og gøre noget, er begravet i bunker af papir.

Efter kommunesammenlægningen i 2007 er kommunerne blevet større med store afstande mellem byerne. Vi bruger timevis på vejene, når vi farter ud i det danske land og skal brandslukke social elendighed. Vores it-systemer driller og spænder ben i en ekstremt travl hverdag.

En kollega sagde en dag til mig: “Guri, ved du hvad? Det er okay at have travlt, det elsker jeg. MEN når opgaverne hagler ned i hovedet på mig, og jeg – ligegyldigt hvor dygtig jeg er, og om jeg arbejder i døgndrift – ikke når det, jeg skal, så bliver jeg ramt af håbløshed og bliver arbejdslammet. Jeg stirrer ind i skærmen, og jeg kan ikke overskue at tage telefonen.”

Jeg genkender desværre udemærket følelsen af afmagt, som bliver til en slags handlingslammelse.

Når et barn fortæller en pædagog om forfærdelige overgreb derhjemme, eller når en nabo opdager, at et barn græder og er forladt af sine forældre, som er taget på druk, så skal vi kunne handle hurtigt. Vi skal have tid til at handle, være fysisk tilstede og mentalt nærværende overfor barnet og de, som er omkring det.

I sådanne hverdagssituationer i forvaltningen er vi socialrådgivere nødt til at have rammerne, som situationen kræver. Det har vi ikke i dag.

Vi er simpelthen for få medarbejdere, der sidder med fingrene i kerneopgaven. Vi har brug for flere socialrådgivere.

Jeg vil opfordre socialrådgivere, pædagoger, skolelærer og andre til at tage bladet fra munden, så vi kan få sat skub i en bevægelse af de fagfolk, der arbejder med børn, som nu siger stop. Børnene har ingen stemme, men det har du og jeg!

Jeg vil også opfordre politikerne til at tage ansvar og gribe til handling. Vi har ikke råd til mere snak, det her er alvor, og vi er nået dertil, hvor der skal ske noget nu!

Kommentarer