Stakkels, stakkels chef

Jeg bliver så træt når jeg hører om arbejdsgivere i restaurationsbranchen der prøver at overbevise deres ansatte og pressen om at de gør de unge en tjeneste ved at ansætte dem til 100 kr. i timen.

 

Og når det næste argument for en dårlig løn er: de er jo bare studerende der skal tjene penge ved siden af deres studie, så bliver jeg vred.

 

For det første så er der INGEN arbejdsgivere der giver nogen et job for at gøre dem en tjeneste. Grunden til du har fået et job er fordi du er kvalificeret. Hvis du ikke var kvalificeret så fik du ikke jobbet.

 

For det andet, så er der ikke noget mere nedladende end en arbejdsgiver der tænker om sine ansatte: ”de er bare studerende”.

 

Hallo, arbejdsgiver, det er dine medarbejdere, de tjener penge til DIG så du kan bo i din fine og dyre villa i Hørsholm til 7,8 mio. kr.

 

Det kan godt være DU fik en god ide, at du satsede hele din opsparing, at det er dit navn der står på bygningen og at det er dig der betaler lønnen.

 

Men tænk lige på at det er dine medarbejdere der står der kl. 10 om aftenen og kl. 7 om morgenen, det er dem der står ansigt til ansigt med kunden hvis der er problemer. Det er dine medarbejdere der lave de tunge løft, og tager de travle vagter.

 

De er ikke bare studerende – de er dit ansigt ud ad til mod kunderne. Uden dem var du intet.

 

Jamen, det er alt for dyrt med en overenskomst, virksomheden går konkurs hvis de ansatte skal have en højere løn.

Sludder! En stor del af branchen kan sagtens få en virksomhed til at blomstre samtidig med at de betaler en anstændig løn, hvorfor kan du ikke?

Hvis din virksomhed risikerer at gå konkurs, så gør den det nok også uden en overenskomst.

 

De unge der arbejder i virksomheder, hvor der er overenskomst – god løn og anstændige forhold – de har også respekt for deres arbejdsgiver. De er også mere loyale overfor virksomheden, fordi de ved deres chef sætter pris på deres arbejde.

 

Jeg synes faktisk ikke det er så svært at forstå: ordentlig løn giver glade, loyale og stabile medarbejdere, hvilket giver en sund virksomhed.

 

Så, kære stakkels chef, hvad med lidt respekt for dine ansatte? Det mindste du kunne gøre var da at betale en ordentlig løn uden at få det til at handle om hvor hårdt det er for dig.

Kommentarer