Skal jeg være posedame når jeg bliver gammel?

Ligestilling, røde strømper og en pension jeg kan leve af?

I dag er der ingen der diskuterer om manden og konen skal arbejde, det ser vi alle som en selvfølgelighed – men det er stadig manden der tjener mest – og manden der arbejder flest timer udenfor hjemmet. Hans arbejde opfattes stadig som mere vigtigt en kvindens.

Faget styrer indtjeningen, jeg er afdelingsformand i FOA og medlemmerne i FOA er flest kvinder. I kvindefagene er der lavere løn og ufatteligt mange deltidsstillinger, 30 timer i dagvagt og en ikke særlig høj timeløn er helt almindeligt både på ældreområdet og indenfor børnepasning. Der er stort set ingen fuldtidsstillinger.

Det betyder at medarbejderne indenfor disse fag ikke tjener ret mange penge i de år vi går på arbejde. Jeg har mødt rigtigt mange kvinder som arbejder på nedsat tid mens børnene er små – nogen må jo tage ansvaret for børnene, vi holder barselsorlov og passer de syge børn – men vi fortsætter på nedsat tid, også når børnene vokser til, vi passer godt på hjemmet og det er i det forløb vi danner grundlaget for vores ringe pension. Personligt regner jeg selv med at blive posedame som gammel på grund af den lave pension mit job som fast nattevagt 28 timer om ugen gennem mange år vil resultere i.

Statistikken siger at mange bliver skilt undervejs, så beholder manden selvfølgelig sin pension – klart nok, det er jo også ham der har arbejdet mest og indbetalt et langt højere beløb til sin pension. Kvinden, hans børns mor, har jo kun arbejdet deltid for at passe hans børn og hjemmet. Det bliver i min verden aldrig retfærdigt. Det er et klart udtryk for manglende ligestilling.

Jeg har selv prøvet det, jeg blev skilt da jeg var 50 år. Min mand var tjenestemandsansat, vi havde derfor en god og sikker pension, uanset hvem af os der levede længst. Vi havde undervejs ikke taget højde for konsekvensen, hvis vi blev skilt. Han har fortsat sin tjenestemandspension at se frem til, jeg har min lille pension fra mit deltidsarbejde. Det er et vigtigt budskab at formidle ud til de næste generationer. Det kan ikke være rigtigt at en stor gruppe kvinder skal blive posedamer uden mulighed for at få en tryg alderdom med en økonomi som tillader bare almindelig social omgang med familie og venner.

Et mandefag ville aldrig have accepteret deltidsstillinger i det antal vores fag har. Er der nogen kan forestille sig en flok håndværkere som kun arbejder 30 timer om ugen, nej, det vil aldrig ske.

Jeg tænker problemet kan løses ved at forbyde indbetaling til pension svarende til deltid, det vil betyde at alle ansatte får indbetalt pension svarende til fuldtidsarbejde, uanset hvor mange eller få timer man er ansat. Det ville helt sikkert motivere arbejdsgiverne til at ansætte medarbejdere på fuld tid, ellers føler de at de betaler pension for noget de ikke får. Det ville med andre ord slå 2 fluer med et smæk og dermed løse 2 alvorlige problemer – nemlig retten til at arbejde fuld tid og retten til en anstændig pension til kvindefagene.

Jeg ønsker hverken for mig selv eller mine medsøstre at vi skal ende vores dage som posedamer med en udsigt til fattigdom og utryghed. Med den nuværende Regering øges uligheden markant, det synes end ikke at genere Lars Løkke Rasmussen, jeg mener politikerne bliver nødt til at tage ansvar for det.

Jeg vil ønske jeg en dag kommer til at opleve en verden hvor vi har reel ligestilling, det opfatter jeg bare som rimeligt.