Sats på forebyggende socialt arbejde

Jeg mener at forebyggende (socialt) arbejde er en rigtig og vigtig satsning, som giver visioner for fremtiden og hvilket (velfærds)samfund vi vil have.

Når vi mærker lidt snue og ondt i halsen, tager vi en kop te med honning og måske ingefær, for at forebygge halsbetændelse og influenza. Vi kender ryge-stop kampagnerne, der har til formål at forebygge blandt andet kræft og kostrådene der sigter mod at forebygge livsstilssygdomme. I det hele taget er sundhedsområdet præget af forebyggende indsatser.

Men på det sociale område er den forebyggende indsatser ikke prioriteret højt. Det ser jeg konsekvensen af, hver dag i mit arbejde som socialrådgiver. I denne uge har jeg talt med Mette på 24 år, som har haft en meget sporadisk skolegang, præget af skift og manglende støtte. Hun har ikke en 9. klasse afgangseksamen. Mette har i dag diagnosen angst, men fik den først konstateret som 20 årig.  Hun fortæller mig, at hun altid har troet, at det er hende der er noget galt med og at lærerne bare lod hende være. Mettes forældre er på kontanthjælp og havde ikke de kræfter, der skulle til for at sikre Mette vejledning og støtte hun havde brug for. Mette fik aldrig hjælp fra de sociale myndigheder.

Forestil jer, hvis skolen og de sociale myndigheder havde arbejdet sammen om en indsats for Mette, mens hun gik i skole? Så ville Mette være et andet sted i dag? Mette er ikke ubegavet, men hun har mistet troen på sig selv og sine evner.

Det er forholdsvis lidt der skal til, for at unge får en 9 klasses afgangseksamen og den er så vigtig for resten af livet. Der er bare blevet sparet på en den lille indsats og samarbejdet er besværligt og der er lange ventetider og for mange unge bliver tabt på gulvet. Og når de først er blevet voksne, er den hjælp og støtte de kan få meget begrænset og ofte præget af straf og lovgivning som de har meget svært ved at leve op til.

Det ville være et ønskescenarie med visionære politikere, som turde satse på en strategi, som ikke kun kan måles inden næste valgperiode! Politikere, som turde give den forebyggende indsats en chance. Det ville gøre en kæmpe forskel i mange menneskers liv, men også især ville det sende et signal om, at vi som samfund tør satse på menneskelige værdier og retten til et godt liv for alle!

Og som sidegevinst mener jeg faktisk, at det kan betale sig økonomisk på den lange bane. De forebyggende indsatser er meget billigere, end dem vi skal sætte ind med, når alt andet er gået galt. En anden gevinst ville være at vi som socialarbejdere, ville have bedre arbejdsbetingelser og rent faktisk gøre hvad vi er ansat til, nemlig at støtte, hjælpe og handle!

Hvad venter vi på?

Kommentarer