Samme arbejde, samme løn, også selv om vi er forskellige køn.

Jeg husker den dag til personalemødet, da vi blev præsenteret for ideen om akkord. Vi havde frem til den dag, kun arbejdet på timeløn. Men nu skulle vi altså til at arbejde på akkord – det gav mere i løn til os ansatte, så var vi før færdige og kunne få flere opgaver løst. Det gav så også et større overskud i virksomheden. Win win- som mester sagde.

Snakken om akkord havde jeg haft oppe mange gange før, men den blev fejet af bordet med det samme, hver gang med begrundelsen, at det ikke kunne hænge sammen. Jeg havde desværre ikke held til at overbevise om det modsatte. Som der blev sagt,” mester leder og fordeler arbejdet, den ansatte får løn for det de bliver bedt om at udføre”.
Så mesters forslag på det her personalemøde, kunne jeg kun glædeligt, hilse velkomment. For jeg havde arbejdet på akkord før, i et andet firma, i selv samme boligforening. Jeg vidste, hvad jeg kunne tjene- og det var langt mere en den timeløn jeg fik nu.

Men glæden varede kun kort. For akkorden skulle kun effektueres ude på byggepladserne og ikke i flyttelejlighederne! Og i de sidst nævnte, var jeg parkeret af mester. Det var nemlig sådan at vi piger, vi havde mere finish og var mindre fysiske stærke end mændene, derfor skulle vi male fraflytter lejligheder. Det var mesters holdning.

Den diskussion kunne jeg simpelthen ikke lade ligge på dette møde. Mester satte os fem piger i firmaet, tilbage til tiden, hvor kvinderne ikke havde nogen større værdi, end at stå ved kødgryderne. Hvorfor skulle jeg og mine kvindelige kollegaer, ikke have samme mulighed for at tjene mere, bare fordi vi var kvinder? Diskussionen blev kort. For opbakningen fra mine kollegaer, var der desværre ikke. Og jeg gik fra mødet, vred, frustreret og godt gal.

I tiden efter, var min lyst til at arbejde ikke særlig stor. Når mester kom forbi i ny og næ, bragte jeg emnet op igen og igen. Blot for at få den samme svada om økonomi og en sidebemærkning om, at det var dejligt at jeg også kunne være sur. Det ville han gerne se mere af.

Sur – det var jeg. Følelsen i maven, af at være uretfærdig behandlet, voksede i mig for hver dag der gik. Derfor meddelte jeg min mester, at jeg sagde mit arbejde op, til fordel for at arbejde i et firma på akkord. Nu var det hans tur til at blive sur! Hans argument, hvorfor jeg skulle blive hos ham, var at jeg var en af hans bedste malere og hvem skulle nu erstatte mig?
Til at starte med, så kunne han jo give mig, det samme i løn som mine mandlige kollegaer fik, sagde jeg. Beslutningen havde jeg taget, og jeg startede i det nye firma. Min løn var på samme niveau som mine mandlige kollegaer, og sammenlignet med lønnen i det gamle firma, steg jeg med ca. 30 – 35 %.

Mange kvinder oplever, at være lavere lønnet end mænd- selvom at vi udføre det samme arbejde. I min optik, er vi kvinder mindst lige så dygtige til vores arbejde som mændene er. Hvorfor skal vi så ikke have den samme løn? Emnet er oppe og vende jævnligt i pressen. Det viser tydeligt, at ligeløn stadig og forsat er et problem.

Uligeløn lever i bedste velgående desværre. Det synes jeg er tankevækkende. Men det kan løses, nemt og enkelt! Giv os ligeløn!