Så fjern dog de stakkels børn – jeg ville ønske, vi var blevet anbragt

Jeg så TV Midt Vest d. 28. marts. Et indslag om en sagsbehandler fra Herning, der er blevet afskediget pga. rod og fejl i sagsbehandlingen. To børn er blevet tvangsfjernet fra hjemmet. Måske skal børnene hjem igen, og sagen gå om, fordi tidsfrister ikke er overholdt, og fordi børnene og familien ikke er rettidig hørt i sagen.

Mit indlæg handler ikke om “rigtig eller forkert” i den konkrete sag fra Herning, men er udelukkende baseret på mine egne personlige oplevelser, samt holdninger til anbringelse af børn uden for hjemmet i det hele taget – eller mangel på samme. Jeg har ikke sat mig ind i sagen fra Herning, men jeg får alligevel ondt i maven.

Jeg havde et børneliv i helvede

Jeg er selv vokset op i et hjem med misbrug. En far der var kvartalsdranker. En mor der ikke magtede at ændre på det. Fire ældre brødre, der blev udsat for psykisk og fysisk vold – og ikke “en lussing eller en røvfuld”, men decideret tæsk, bank og ekstrem korporlig afstraffelse – samt en konstant tilkendegivelse af “at være en horeunge”, uønsket og i al almindelighed psykisk nedværdigelse af os børn.

Hvorfor sagde ingen noget? Vores mor sagde ikke noget – hun fik ellers sin del af bankene. Hvorfor sagde familien ikke noget – de må have vidst det? Hvorfor sagde skolen ikke noget – de må have set det? Hvorfor sagde vi børn ikke noget – det var jo os, det gik ud over?

Man bliver præget af det resten af ens liv! På forskellig vis og i forskellig grad. Nogle bliver misbrugere for at dulme smerten, nogle fortrænger det, men smerten ligger altid latent og ubærlig, nogle bliver voldelige fordi det er hvad de har lært, og atter nogle misbruger selv deres børn, fordi det var “normalt” i deres opvækst. Man kalder det den sociale arv.

Det er aldrig børnenes ansvar

Børn er loyale, og deres opvækst og vilkår skal være ekstreme, før børn vælger at “angive” deres forældre eller andre familiemedlemmer for omsorgssvigt, trusler, vold eller seksuelt misbrug. 

Vi kender vel efterhånden alle “Tønder-sagen”, “Rebild-sagen” og “Vejen-sagen” – i hvert fald fra medierne. Fælles for de sager er, at der blev handlet for sent.

Det kan ALDRIG være børnenes ansvar. Det er voksnes ansvar at handle, når det går galt i familier.

Jeg ville ønske, vi var blevet fjernet

Jeg ved ikke om der fjernes for mange børn fra hjemmene.
Jeg ved ikke om det altid er det bedste for børnene.

Men jeg ved, at der ind i mellem fjernes for få – og at de for altid vil være skadet på sjælen.

Jeg ville ønske, at der var en voksen, der havde taget initiativ i vores barndom.

Kommentarer