Opråb til Merete Riisager og Troels Lund Poulsen

Der er lavet en nul sukker-politik i vores børns vuggestuer og børnehaver, for at passe på poderne. Der er sat aldersgrænse for køb af tobak og alkohol, for at passe på vores poder. Så undrer det mig, hvorfor efterskoleelever må bruge kemikalier i skoleregi, når man på arbejdsmarkedet ikke må.

Jeg så et videoopslag på Facebook fra en dansk efterskole – der vises et ungt menneske igang med at benytte spraymaling og lave grafittikunst. Det overraskende var, at han ikke havde korrekt maske på, ej heller øjenværn i form af briller eller ansigtværn. Det er ellers værn, jeg skal benytte, når jeg bruger den type produkter, i mit professionelle erhverv som maler, for ikke at udvikle hjerneskade og luftvejssygdomme.

Jeg kontaktede efterskolen med min undren over den manglende sikkerhed og fik at vide, at de havde haft kontakt med diverse styrelser for at sikre ordnede forhold. Min tanke var, at noget måtte være gået galt i kommunikationen, så jeg gik selv igang med min egen undersøgelse. Jeg kontaktede Arbejdstilsynet, som kunne fortælle, at de kun har opsyn med folk, som arbejder på ansættelseskontrakt. Jeg har haft fat i Undervisningsministeriet, som desværre ikke har meldt tilbage.

Jeg vil gerne have jer forældre til at lære jeres børn om arbejdsmiljøloven. Vores børn skal lære, at dårligt arbejdsmiljø ikke kun skader en, når man er på arbejde, men at man også bliver skadet i fritiden og i skolen. Vi har et langt liv foran os, det liv skal vi værne om 24/7.

Men frem for alt, så vil jeg gerne, at arbejdsmiljøloven også er gældende i skolerne. Dertil har jeg brug for at I, Merete Riisager og Troels Lund Poulsen, tager fat i problematikken.

Kommentarer