Når døden banker på

I dag deler vi alt med hinanden på de sociale medier, dog syntes jeg at vi glemmer noget vigtigt, det at give vores livshistorier videre til hinanden. Den dag vi ikke er her mere, ja så sidder vores kære ofte tilbage med et stort spørgsmål om, gad vide hvordan mine forældres liv egentligt var ?

Da jeg var 13 år mistede mine to mindre søskende og jeg vores mor og samtidig mistede min far sin kone. Jeg husker stadig begravelsen, da vi ankom til kirken og alle de blomster og kranse som lå hele vejen op af kirkegulvet. Jeg husker jeg var benovet over alle de mennesker, som kom for at tage afsked med min mor.  Jeg husker præstens ord om min mor, det at vi alle 3 piger var kede af det, det at min far og morfar græd, det at alle sagde, vi bare skulle sige til, hvis der var noget de kunne gøre. Men hvad skulle de gøre, tænkte jeg, I kan jo ikke erstatte min mor og den tomhed jeg føler og oplever lige nu. Jeg husker også alle mine selvbebrejdelser, hvorfor tog jeg ikke opvasken uden at brok. Hvorfor tog jeg ikke mine søskende med til stranden når min mor spurgte. Hvorfor dit og hvorfor dat, og havde jeg nu bare været sødere, så var hun sikkert ikke død af hendes sygdom.

Som voksen har jeg også savnet min mor, for hvor er der dog mange ting jeg gerne ville have talt med hende om. Vist hende mine egne børn, som hun helt sikket ville have været stolt af at være mormor til. Vist hende hvor godt det er gået for både mine søskende og mig. Også fortælle hende at vores far har klaret det helt fantastisk. Han har passet godt på hendes 3 små piger. Kors hvor ville jeg gerne have haft mulighed for det.

Dengang i 1972 talte man ikke så meget om sorg og tab af forældre, det er vi heldigvis blevet bedre til, især når det handler om børn, der mister en forælder. Det vi mangler at tale om i dag er, når vi som voksne mister en eller begge forældre, det at vi som voksent barn kan være ked af det længe efter dødsfaldet. Nu er det os der er den ældste og skal forholde sig til ens egen dødelighed. Det at sidde tilbage med løse ender og et ønske om, bare jeg havde fået talt noget mere med min mor/far.

Vi glemmer i vores travle dagligdag at vores forældre er vores livsvidner, og de er der altid for os. Når vores forældre ikke er der mere, så er vores ”publikum” til vores tilværelse også væk. Ud over at opleve sorg og savn, ved vi også, at vi står alene med mange af de store spørgsmål og har mistet de mest centrale rådgivere nemlig vores forældre.

Derfor har jeg for år tilbage købt” Bogen til mine kære” til min far, med en kærlig opfordring til ham om, at skrive hans liv ned til mine søskende og jeg. Så vi har det at samles om, grine og græde og mindes, når vi engang kommer dertil, hvor vi skal  farvel til vores far.

Denne opfordring vil jeg gerne give videre til alle jer andre, for vi ved ikke, hvornår døden banker på og vi kender endnu ikke den sorg, smerte og savn vi vil blive ramt af. Vi kan gøre noget for at for lette vores sorg, smerte og savn ved at tale om døden og dermed få et mere naturligt forhold til døden. Derfor skal vi bede vores forældre om at hjælpe med at lave drejebogen til de gode samtaler, når nu de ikke mere selv kan deltage og bidrage til samtalen.

Kommentarer