Måske lidt indsigt i loven, ville klæde Borgen.

Det er for mig ubegribelig at være vidende til, når regeringens strategi, om at straffe de svage i samfundet, kommer til udmøntning på mit kontor i form af sygedagpengeloven.
En lov som omhandler at hjælpe folk ud på arbejdsmarkedet, så de kan forsørge sig selv igen efter sygdom.

Jeg er faglig sekretær i Malernes Fagforening og sidder med arbejdsmiljøet som hovedområde. Ind kommer et medlem, som var blevet ramt af en arbejdsulykke. Et fald fra stigen fra nederste trin, der gjorde, at hun i faldet, knalder hagen ned i stigen og herefter rammer gulvet med baghovedet. Et døgn i respirator, da luftrøret hævede op og ellers en uge på intensiv. Sygemeldingen blev sendt afsted, og her begyndte så ellers den helt store rundtur i cirkusmanegen, i sygedagpengeloven. Jeg havde hjulpet hende før, med at anmelde ulykken og nu kom hun igen.

Hendes sygedagpenge var blevet lukket, da man vurderede, at hun var rask nok til at varetage 37 timer. Hun havde daglig migræne, hjernerystelse og hendes syn kunne ikke fokusere. Hun var svimmel og sov det meste af dagen. Jeg fik stablet et møde med kommunen på benene og heldigvis, åbnede de hendes udbetaling igen. Et jobafklaringsforløb blev sat i værk af kommunen, efterfølgende blev hun presset op i timeantal, trods mine protester. Indkaldt til den ene samtale efter den anden på sygedagpengekontoret, alt i mens, at hun lå fuldstændig underdrejet i sengen, når hun ”fik fri”. Her skulle hun så være fuldtids mor til to mindre børn, som enlig forsørger.

Hun blev henvist til yderligere undersøgelser, blev forelagt kommunens egen læge for vurdering, blot for at få beskeden: Vi lukker for dine sygedagpenge, da vi igen mener at du ikke er syg nok og derfor kan forsørge dig selv på 37 timer på arbejdsmarkedet.Det var frustrerende at være vidende til og endnu mere frustrerende at jeg ikke kunne ændre eller påvirke deres beslutninger.

Efterfølgende konstaterer en speciallæge, at hun i faldet har fået en blodprop i hjernen. Men da denne først opdages efter knapt to år, og man ikke kan fjerne den, ja så er det en permanent tilstand, hun skal lære at leve med.
A-kassen vurdere ud fra lægeerklæringen, at hun ikke står til rådighed og kan derfor ikke modtage dagpenge.

Tilbage sidder medlemmet nu, og er parkeret på kontant hjælp, i en alder af 34 år. En rundtur, der efter to år endte med, at ”kassen” blev lukket i- og så kunne hun ellers gå hjem og ”passe sig selv”.
Sygedagpengeloven som er til for at hjælpe hende, fejler stort. Den hjælp og sikkerhed der er tiltænkt i loven, effektueres ikke, da “tiltænkt” ikke er konkret nok, og økonomi styre, frem for konkrete vurderinger.

Hendes historie, er desværre ikke enestående.
Jeg sidder med mange lignende historier,
Ikke nok med, at man mister sin arbejdsevne, så skal man altså også kæmpe med et kommunalt system som har fået udstukket et sæt tiltænkte regler ovenfra, men som i praksis, ikke har hold i den virkelige verden.
Hvem har besluttet, at man ikke kan tilkendes førtidspension, hvis man er under 40 år?
Hvem har besluttet, at hvis man har, bare en times arbejdsevne om ugen – ja så kan man tilkendes et flex job, hvis man altså ikke vurderes klar til arbejde fuld tid?
Hvem har besluttet, at man skal behandles sådan?

Kære Jørn Neergaard Larsen, Lars Løkke Rasmussen og kære Christiansborg, se nu at få lavet den lov om, så folk på arbejdsmarkedet, behandles ordentligt, når de kommer til skade. Det giver dem en værdig behandling, og den hjælp der er nødvendig. Er sikker på at det gavner sig i den sidste ende.

Kommentarer