LAD MIG TALE FRIT!

Jeg vågende på gulvet på et liggeunderlag i elevbevægelsens hus på nørrebro i København, jeg kiggede nyhederne igennem på min telefon, aftenen før havde der været en terrorhandling i København. Jeg så at politiet havde skudt en mand, som de mente var gerningsmanden, han var død.

Vi kunne ikke komme hen til, hvor mødet skulle afholdes grundet afspærringer, vi var tæt på, hvor han var blevet dræbt. Jeg glemte alt om elevdemokrati og mærkede en utryghed og en sorg, jeg var ked af, at han kunne komme dertil, hvor han mente, at han skulle dræbe nogen og jeg tænkte hvad nu?

Da jeg kom hjem søndag aften sad jeg på facebook og promoverede en demonstration ”Randers for mangfoldighed” det var en moddemonstration, til Stop Islamiseringen Af Danmark, de havde meldt ud at de kom til byen noget tid forinden.

Efter jeg havde opslået dette, tænkte jeg, at der nok ville komme nogle kommentarer og nogle måske som værende for Stop Islamiseringen Af Danmarks holdninger, men jeg håbede at min promovering, blev modtaget overvejende godt især nu herefter lørdagens og søndagens hændelser, hvor terror for alvor kom på den danske dagsorden. Men der blev ved med at komme kommentarer om, at det ikke var mangfoldigt, at sige, at nogen er umangfoldige. Jeg blev kaldt en hykler og værende dobbeltmoralsk og dette ønskede jeg på ingen måde at blive kaldt eller opfattet som, jeg blev vred og ked af det over, at jeg blev kaldt disse ting, jeg ville jo, at alle kan tro på hvad end de vil, så længe de ikke påvirker andres fred.

Kommentarerne blev ved og de kørte i ring, der var intet at stille op og jeg slukkede min computer og lagde mig under dynen, hvor jeg tænkte.

Jeg tænkte over begreberne ytringsfrihed og mangfoldighed, jeg ville gerne, at det var ok, at jeg når jeg ytrede mig om, hvad mangfoldighed er, at det er ok. Hvorfor må jeg ikke ytrer mig?

Hvis ikke vi ytrer os ender det med, at vi lader stå til. Det ender med at SIAD kommer igennem med holdninger som, at alle muslimer er potentielt farlige og vi ender ud i en muslimforfølgelse.

Jeg har flere i min omgangskreds, som er muslimer og dem lever jeg i fred med og er venner med, på trods af, at jeg er ateist. Første gang jeg mødte min kære veninde Dona, mødte jeg en hjertevarm og omfavnende kvinde, men som også var markant i sine holdninger og tit og ofte brugte, hvad hun havde lært af Islam, som eksempler fordi hun er reflekterende. Jeg fandt ud af, at jeg havde nogle fordomme om muslimske kvinder, som jeg fik gjort op med. Jeg så, hvor forskelligt et folkefærd muslimer i virkeligheden er.

Vi må ikke glemme historien, vi må ikke skærer alle over én kam og tro at alle er ektremister og vi må ikke glemme at benytte vores ytringsfrihed, alle må ytrer sig.

Og jeg må også ytrer mig om, hvad der er mangfoldigt.