Kom – må jeg trøste dig?

Christian er lige kommet ind fra vuggestuens legeplads, han græder for han er kold, sulten og træt.
Der er en medarbejder som er på kursus, så jeg er vikar, hvilket jeg nyder, for jeg er indehaver af institutionen og at være “på gulvet” giver mig et rigtigt godt biled af, hvordan personaleresurserne bliver prioriteret af min pædagogiske leder som også er daglig leder i vuggestuen.

Jeg fornemmer at jeg har god tid til at trøste Christian, for der er ro på. De andre medarbejder har fordelt sig med små børnegrupper, så nogen er på tur, nogen på legepladsen og nogen har sprogværksted på stuen. Ingen er på kontoret, for selv om vi er privatejet, stilles der de samme krav til os, om at arbejde med læreplaner men vi er ikke bundet af det kommunale bureaukrati med regler for hvordan og hvornår vi når vores mål og dokumentere at vi arbejder ud fra vores læreplan.

Da Christian er faldet til ro, kravler han glad ned fra mit skød og løber hen til sin bedste ven, som er i fuld gang med at spille musik sammen med en af pædagogerne. Hun hedder Annette og skal være i praktik hos os de næste 4 uger. Annette har været ansat i en stor kommunal institution, men har været sygemeldt i 8 måneder pga. af stres. Hun havde ellers svoret, at hun aldrig skulle arbejde som pædagog igen, men da hun hørte om muligheden for at arbejde i en lille privatejet institution, ville hun give det en chance.

Jeg glæder mig over at se, hvordan Annette er livet op og på bare 3 uger igen begynder at finde lysten til at være pædagog. Måske jeg kan finde en fast stilling til hende, for ligesom mange af de andre pædagoger som jeg har ansat i mine institutioner, så er hun faglig rigtig dygtig.
Det er ofte dem, der først bukker under eller søger væk fra det kommunale behov for effektivisering. De kan simpelthen ikke se sig selv i øjnene, når de ikke har tid nok til børnene og flyttes rundt med, som var de bare en klods der skal udføre et stykke arbejde.
De blever presset og brugt som en resurses i det store kommunale spil om at økonomi og resultater kommer før trivsel og udvikling. Det er helt blevet glemt, at pædagogernes trivsel er hele gevinsten i daginstitutionerne. Trives pædagogerne, trives og udvikler børnene sig. Børnene bliver derved livsduelige individer der ikke bliver en økonomisk byrde for samfundet og så er målet nået – også økonomisk.

Jeg mener ikke vi har brug for at politikkerne skal indfører minimumsnormeringer, det er ikke det pædagogerne fortæller mig, at der er behov for. Hvis bare de får ro til at være sammen med børnene og ikke skal dokumentere alt hvad de laver, så vil normeringen også blive bedre, også fordi sygefraværet også vil falde væsentligt.

Tilbage sidder jeg og tænker at det har været en dejlig dag – i virkeligheden fik jeg lov til både at trøste Christian som nu sover trygt i hans krybbe og Annette som har fået et lille håb om, at der findes arbejdspladser hvor der faktisk er nogen der ser hendes styrker, stoler på at hun har fagligheden i orden og at hun ikke skal bevise det hele tiden.

 

 

 

 

Kommentarer