Jeg har smidt returbilletten væk!

I dag markeres kvindernes internationale kampdag verden over. Og hvor er der mange forfærdelige og horrible ting som kvinder stadig udsættes for. Overgreb, omskæring, ufrivillig abort og vold. Så det er i sandhed Kvindernes kampdag.
Hmm, smager lidt på ordet. Kampdag…… JA, det er såguda lige hvad det er, og i år bliver det også dagen hvor jeg stiller mig op i køen, med en enkeltbillet i lommen, til bussen der kører lige ind i feminist-land.

Jeps – jeg er feminist, i ordets bedste forstand.
Feminisme i min termologi, er en samling af bevægelser og ideologier, der kæmper for kvinders økonomiske, sociale og politiske rettigheder.
Det omfatter f.eks. kampen for lige muligheder for alle mennesker i uddannelse, på arbejdsmarkedet og i det sociale liv.

Desværre bliver feminister i dagens Danmark i bedste fald betragtet som et levn fra 70èrne og i værste fald nogen der latterliggøres og tales ned. Så det er måske ikke den bedste klub at melde sig ind i. Og dog!!

Jeg er nemlig blevet Maria Marcus fan… 88-årige Maria Marcus, en af kvindebevægelsens store kæmper, er den største inspiration jeg længe har mødt. Eller mødt og mødt, læst om er det vel nærmere. I Berlingske d. 28. februar i et samtale-interview med en anden (ung) feminist.
http://www.b.dk/nationalt/mandens-ord-taeller-stadig-mest

Jeg holder bare så meget af Marias gennemsigtige ærlighed, og en barsk og ligetil tilgang til livet. Hun har ofte svaret på spørgsmålet: Hvad var det i grunden i gik og lavede dengang i 70èrne, i lilla ble og hadede mænd?
Det spørgsmål lyder bekendt og stilles også i dag. Ofte af panderynkende mænd og kvinder der mener at ligestillingen for længst har nået Danmark.

Nuvel, det er da også 100 år siden at kvinder fik valgret i Danmark. Sammen med en masse andre samfundsborgere der blev holdt udenfor fællesskabet – Fjolser, fruentimmere, folkehold, fattiglemmer og forbrydere.
Det ska`fejres…eller??
Man kan selvfølgelig også gøre som en af landets Elendige Blade der kalder sig en avis gør, nemlig på denne 8. marts at udgive et 19 siders langt tillæg omhandlende vigtigheden af mænds ligestilling. Prins Henrik skal have lov til at kalde sig konge! I ligestillingens navn selvfølgelig. Og for en sikkerheds skyld proklamere redaktøren stolt i morgen TV at hvis det nu ikke skulle lykkedes har avisen besluttet at kalde prinsen for kongen alligevel! Bum-bum…
Det var lige der jeg besluttede mig for at offentligtgøre det jeg længe har vist. JEG er feminist!
Kender du det, når alt hvad du har samlet af kræfter og modstand er væk på et sekund og du ved at kampen er ulige. Sådan havde jeg det lige der, i morges.
Well, returbilletten er smidt væk og jeg nyder det, og nynner i dagens anledning Trilles fantastiske sang samtidig med at jeg sender en kampglad tanke til kvinder verden over og til feminister af begge køn der vil et mere ligestillet samfund.

”kender du dem, der frejdigt fortæller
at kvindernes kamp den forstår de skam godt
men at det ligefrem sku være klassekampen det gælder
– piger har da aldrig kunnet skille skæg fra snot
så husk alligevel på at du står der og jeg står her og vi blir fler og fler,
der gir den gamle køreplan et knæk, vi har smidt returbilletten væk”!

Kommentarer