Jeg er kvinde og hvad så!

Jeg står på Folkemødet på Bornholm, ved siden af en mandlig kollega samt en mandlig politiker. Der bliver debatteret velfærd, frem og tilbage i venlig og uofficiel tone, det er jo et tilfældigt sammentræf at samtalen finder sted. Jeg forsøger at komme med et indspark omkring mit synspunkt på sagen. Min kommentar mødes med et elevatorblik, et lidt skævt smil, et glimt i øjet og så fortsætter samtalen ellers som om jeg ikke havde sagt et ord.

Elevatorblikket, smilet og glimtet i øjet siger jo det hele. Jeg var lige blevet vurderet fra top til tå – ikke på hvad der kom ud af munden på mig, men på at jeg var iført hvid sommerkjole der slutter lige over knæet, små fine ballerinaer og store lyseblå øjne.

Jeg har fået det af vide flere gange. ” Du er nødt til at klæde dig anderledes og ikke dulle dig sådan op, hvis du gerne vil tages seriøst!”

Hvordan kan det være at jeg ikke må udvise kvindelighed og have udstråling bare fordi jeg har en holdning og gerne ytrer den? Er det helt seriøst nødvendigt at jeg skal pakkes ind i Business-verdenens burka, med habitbukser, rullekrave og en stram knold nakken for at blive hørt, fordi jeg er kvinde? Skulle en anden påklædning hjælpe, så mit sexappeal ikke kommer fra mit udseende? Helt ærligt, så skinner det også igennem via mit kropssprog og min kropsholdning.

Jeg trækker ikke op i nederdelen for at få en topstilling, for er der noget jeg aldrig kommer til, så er det at knalde mig frem i verden! Jeg har simpelthen for meget selvrespekt til at ville udsætte mig selv for den slags!

Jeg har holdninger, holdninger som jeg er stolt af og godt tør stå ved! Jeg har været lang tid om at nå frem til de holdninger så jeg synes faktisk, det ville være skide tarveligt hvis jeg ikke må have dem alligevel eller ingen vil høre på dem, bare fordi jeg er en kvinde der tilfældigvis er flot.

Jeg nægter simpelthen at være nødt til at lave mig selv om for at passe ind i en stereotyp af hvordan karrieremindede kvinder ser ud og jeg vil opfordre alle kvinder til at stå ved deres kvindelighed! Lad de nedladende kommentarer prelle af når de kommer, bak op om din kollega hvis du hører at hun bliver diskrimineret pga. sit udseende.

Vær med til at sige fra og insister på at blive hørt for vores holdninger.

Kommentarer