Hvor skal vi hen, du?

Hvis det her er den vej samfundet udvikler sig hen imod, bliver jeg alvorligt bekymret! Hvis det her er et udtryk for, at staten sparre rigtig mange penge på den offentlige sektor så arbejdsgiverne lade arbejdsmiljøet flyde,  og medarbejdere bliver alvorlig syge og yderligere, at dem som har ansvaret for at passe på de ansatte ikke tager ansvaret. Hvor er vi så på vej hen?

Jeg sad i møde, klokken var 11:28 og jeg er optaget af et oplæg, da min mobil ringer. Jeg går ud af lokalet og et meget berørt medlem er i den anden ende af røret. Da jeg hørte hvem det var, tænkte jeg med det samme, nu er den hel gal…

Jeg arbejder til dagligt i en fagforening, og ser det som fagbevægelsens og min vigtigste kerneopgave, at sørger for medlemmernes løn og ansættelsesvilkår er i orden. Derfor var opkaldet et af dem, som går forud for alt andet.

Jeg har tidligere været i dialog med medlemmet som hedder Hans, som arbejder inden for underholdningsbranchen og som vi i gamle dage kaldte pedel. For omkring 6 måneder siden, fortalte han, at han havde sovet på institutionen om natten, fordi der ikke var andre til at se efter de meget dyre lydanlæg, som blev lejet til den næstkommende aftens underholdning. Anlæggene var placeret uden for institutionen og kom sent om aftenen. Hans arbejder rigtig mange timer både i hverdagen og i weekenderne. Langt mere end hvad der er lovligt efter overenskomsten og arbejdsmiljøloven.

På daværende tidspunkt gjorde jeg det klart for Hans, at lovgivningen og overenskomsten også galte ham og at de ikke var opstået ved en tilfældighed. Jeg blev enig med mig selv om, at lederen skulle informeres, og bad om lov fra Hans til at mødes med hende. Lederen blev meget overrasket over henvendelsen, men bekræftede at reglerne skulle overholdes, med den bemærkning, at dette var jo en arbejdsplads, hvor medarbejderne skulle være på arbejde når arbejdet var der, både dag, aften og nat. Der skulle også tages hensyn til arbejdspladsen.

Hans var af den opfattelse, at alt var okay og at de i fællesskab fik styr på forholdene.

De seks måneder var gået, og jeg kunne høre i telefonen det var helt galt. Hans får fortalt, at han har været ved lægen og måske var udbrændt, stressede og på vej mod en depression. Hans har forsømt sin familie og fortsat arbejdet hårdt uafbrudt, for at holde styr på alle trådene på arbejdspladsen. Som lederen sagde, der er kun råd til en medarbejder som udføre de opgaver Hans arbejder med, da tilskuddet fra det offentlige bliver mindre og mindre.

Kære Arbejdsgivere, lad nu vær med at smide barnet ud med badevandet. Det her er kun ét eksempel af mange. Medarbejderne slides ned, bliver udbrændt, niveauet for stressramte bliver større og større og for nogle ender det med en depression. Derfor undre det mig heller ikke, at flere arbejdssteder rundt om, beskriver i deres stillingsopslag, at de søger robuste medarbejdere. Jeg mener helt klart, at vi som ansatte skal stille krav om robuste arbejdspladser. Arbejdspladser som sørger for at deres personale ikke bliver syge af at gå på arbejde. Arbejdspladser som tager vare på deres ansatte, og overholder loven. Arbejdspladser som har kompetente ledere der kan lede medarbejdere.

Jeg tror på, at den robuste arbejdsplads skaber dygtige medarbejder og et sundere arbejdsmiljø og et sygefravær som ikke er påvirket af langtidssygemeldte, medarbejdere som er udbrændt og stressramte.

Kære Politiker. Pas nu på Danmark og den befolkning som sørger for at hjulene løber rundt. Tag ansvar som de eneste der kan gøre noget ved de økonomiske problemerne som truer de ansattes levebrød. Spørg jer selv hver gang inden beslutningerne traffes; Hvordan kommer det til gavn for befolkningen?

 

Kommentarer