HJÆLP!!!! Ny Tsunami af forandringer på vej?

Hverdagen byder på konstante forandringer og informationerne kommer i så høj hastighed, at vi ikke kan nå at trække vejret.

Det påvirker os i den grad og de samtaler jeg har haft med mange forskellige socialrådgivere ude i det danske land, giver et trist billede af vores virkelighed i jobcentrene.

Reformerne er skyllet ind over os som en slags Tsunami. Alle medarbejdere prøver at redde sig selv og andre fra denne enorme bølge af forandring. Når en reform er skyllet ind over, så kommer alle følgerne væltende i form af et hav af informationer omkring ændrede sagsgange, paragraffer og ikke mindst IT løsninger som ikke følger med. Hastigheden på forandringerne og alle de forskellige instanser som skal følge med er urealistisk i praksis. Alt ser fint ud på papir, men praksis står i vand til halsen, vi har brug for akut krisehjælp. Regeringen må simpelthen til at lytte på os, men selv vores råb om hjælp drukner i alle de informationer, der skyller ind over os. Ytringer internt i kommunerne, sociale medier, aviser og politikerne selv, TV ytringerne drukner i mængden.

Nu kommer der snart et folketingsvalg og hvad nu hvis blå regering kommer igen, starter det hele så forfra? Vi har brug for arbejdsro – både medarbejdere og ledelse. Medarbejdere og ledelse er efterhånden blevet en slags tankeløse lemminger, der ikke kan nå at stille spørgsmålstegn eller komme med ytringer, da det går alt for stærkt. Jeg sidder selv som koordinerende sagsbehandler for unge på uddannelseshjælp og ret til aktivitetstillæg og her er IT løsninger og blanketter endnu ikke på plads. Vi halser efter og nu afventer vi en uddannelsesreform. Den påvirker os ikke direkte, men det påvirker vores udsatte unge som ikke forventes at komme ind, da de ikke har 2 i dansk, matematik eller samfundsfag. Vi har brug for arbejdsro! Det er for nemt at blot konkludere, at socialrådgiverne skal opkvalificeres eller at ledelsen er for ringe. Jeg mener det stikker meget dybere end det. Christiansborg tag jeres ansvar.  Rød eller blå regering, så har i budt os det samme. Ændringer på ændringer uden nogen form for tanke for praksis. Jeres intentioner er ganske gode, men i har druknet os og nu er det jeres ansvar at redde os. Vejen til helvede er brolagt med gode intentioner. Arbejdsro Tak!

Når I så har givet os ro til at arbejde, vil vi kvittere med eftertænksomhed, god ledelse og medarbejdere med overskud. Sygefraværet vil blive forbedret merkant og de ledige kan endelig komme i arbejde eller uddannelse. Så enkelt er det!

 

Kommentarer