HJÆLP – jeg vil ikke dø!

Når jeg savner min bror allermest, så er det ikke kirkegården jeg besøger, men min far. For der boede min bror, de sidst 3 år af sit liv. Han døde for 2,5 år siden og blev kun 49 år.

Hans seng står stadig på værelset og når jeg kigger derind, kan jeg se, at det stadig er indrettet som da han boede der. Der er få møbler og nu er der lyst og rent, men sådan husker jeg det ikke, da han boede der. Måske det dengang virkede mere mørkt og indelukket, fordi stemningen var så ubehagelig og dyster. Engang var dette værelse mit barndomsværelse, med et lille lyserødt dukkehus og idol plakater på væggene.
Nu hænger der billeder af hans to børn, de var 6 og 9 år da han døde.
Det er sikkert min mor, som har hængt billederne op, i håbet om, at de ville give ham livslyst og en mening til at stå ud af sengen – men det gjorde de ikke.

Min bror var 17 år, da han første gang truede med at tage sit eget liv. Jeg har ikke helt tal på hvor mange gange han forsøgte, men det må være 4 eller 5 gange. Stærkt påvirket af alkohol tog han piller, men blev bange og ringede efter hjælp – hjælpen bestod i en udpumpning på hospitalet og så overladt til en forgrædt (snart eks)kæreste og en familie der forsøgte at snakke, trøste og hjælpe ham. Selv om han var selvmordstruet, så ville de ikke indlægge ham på psykiatrisk hospital, for de behandler ikke folk der er beruset, hvilket min bror ofte var.

Imellem selvmordsforsøgene husker jeg, alkohol, arbejdsløshed, skænderier, slagsmål, familien der græder, nogen der ikke taler sammen og andre der forsøger at trøste hinanden – angsten for hvornår det igen går galt og et lille strejf af håb, når han i korte perioder fandt livslysten, fordi et nyt job eller en ny kæreste dukkede op. En god og stille periode indtraf sig i hans liv. Heldigvis husker jeg også kærligheden til min bror som altid sagde “jeg vil ikke dø” – men det gjorde han.

Min bror var et fantastisk menneske, en flot fyr og altid festens midtpunkt men når livets udfordringer meldte sig, så blev det hurtigt for voldsomt for ham og han dulmede angsten med alkohol, hvilket jo kun medførte endnu mere modgang. En ond spiral som der i vores samfund ikke er ressourser til at hjælpe folk ud af – det er meget tragisk og forkert.

Nogen siger, at langt de fleste der forsøger at begå selvmord, i virkeligheden ikke ønsker at dø, men at det er et råb om hjælp –  men hvem hører dem? Kan eller skal en ægtefælle, en mor, en far eller familien stå med dette ansvar? eller ville det være rimeligt at der blev tilbudt professionel hjælp.

Mange der forsøger at tage deres eget liv, er påvirket af alkohol eller stoffer, men er det så underligt? – de selv medicinere sig selv, for at holde tilværelsen ud. De flygter fra skyld og skam over at udsætte deres kære for alt den smerte, som de ser i deres øjne, men de ved ikke hvordan, de skal komme ud af det – de har brug for hjælp.

Vi kan allesammen på et tidspunkt i vores liv, møde nogen eller selv blive udsat for så meget modgang, at vi har brug for mere hjælp, end venner og familie kan give os. Derfor må vi sammen sørge for, at der tilføres flere midler til psykiatrien, så kurven for selvmord knækkes. Midlerne skal bruges til de praktiserende læger, psykologer og psykiater, så der kan tilbydes hjælp og behandling, hvis en selvmordstuet råber “HJÆLP – jeg vil ikke dø”

 

 

 

Kommentarer