Han får ikke min barsel!

Det er formiddag i svømmehallen – lige i primetime for babysvømmere. Min kæreste og jeg svømmer lidt rundt i vores egen lille verden af fremtidsdrømme om vores første fælles barn, gåtur med barnevogn, bleskift og selvfølgelig babysvømning. Med julelys i øjnene, taler vi om alle de ting vi skal gøre sammen med vores fremtidige ønskebarn, da min kæreste ser på mig og spørg om jeg tør lade ham tage alene af sted med baby til babysvømning. ”Hvorfor skulle du ikke kunne det?”. Og lige da jeg har sagt det, går det op for mig at der faktisk kun er én far til stede ud af 10 forældre denne formiddag. Men selvfølgelig kan han da det? Det er jo også hans barn.

Lidt senere i dampbadet tænker jeg, at jeg faktisk aldrig har spurgt min kæreste, om han vil holde noget barsel en gang. Jeg er mor til tre fra tidligere forhold, så jeg har styr på det der med faste rutiner, tigerspring og jeg kan nærmest Politikens ”Bogen om barnet” udenad, fordi det bare er sådan noget mødre er bedst til og derfor skal jeg have mest barsel – basta!

Når jeg ser på min kæreste, tænker jeg på hvordan han virkelig er tilstede når han er sammen med sin nevø og niece. ”Hvor tarvelig har jeg egentlig lov at være?!”, siger min dårlige samvittigheds stemme i mit baghoved. ”Han kan sagtens få ansvaret for at tage til babysvømning alene, men han må ikke få noget af ”MIN” barsel?”.

Mine børns far fik ikke et ben til jorden i den halve samtale, vi havde om barsel til ham. Han havde 14 dage som han kunne bruge og jeg blev egentlig lidt irriteret, da han sagde at han ville holde ferie derefter. Det var altså min gode at skulle gå hjemme med babyen. Det var mig der skulle være gravid i 9 måneder og mig der skulle agere mælkefabrik i det første halve år, så jeg havde da fortjent at holde den barsel selv.

Men helt ærligt, når jeg nu får tænkt lidt over det, så er man som mor foran på point lang tid før far fordi man har været gravid og forbundet med baby i så lang tid. Jeg har været så egoistisk, at jeg ikke en gang har kunne give slip på nogle uger, hvor mine børn og deres far kunne have noget kvalitets tid uden indblanding fra den evigt irettesættende mor.

Hvornår skal far og barn opbygge en tæt relation, når mor ikke lader far være alene med ansvaret OG babyen? Måske den tid også kunne få båndet mellem far og barn til at blive så stærkt, at far var den som tog barnets første sygedag?

Jeg mener at vi som kvinder skal være bedre til at give slip – lad far tage ansvaret, han vil faktisk gerne!

Kommentarer