Fritid på overarbejde

Det er tidlig søndag morgen og jeg vågner ved, at jeg hører min ældste søn i et temmelig højt toneleje. Jeg hører høje grin og forskellige udråb og jeg konkluderer hurtigt at han er på skype og spiller et eller andet computerspil sammen med sine kammerater. Jeg tænker flygtigt, at ham ser jeg nok ikke meget til i løbet af dagen, da weekends ikke indeholder samme begrænsninger i forhold til computer og iPads som hverdagen gør. Så hører jeg min yngste søn kalde på mig, ”mor, hvor er min iPad?” Da jeg kort tid efter kommer ind i stuen sidder han allerede under tæppet og med iPaden i hans skød, i samme sekund hører jeg min datters mobil telefon give et ”pling” fra sig ude i køkkenet, hvilket minder mig om, at jeg skal huske at sætte den i opladeren som jeg lovede hende i går aftes. Inden at jeg når ud i køkkenet kommer der fire ”pling” mere fra telefonen og jeg mærker en smule irritation over, at hun glemmer at sætte den på lydløs trods utallige opfordringer herpå.
Min yngste søn kommer nu for at vise mig en snapchat fra hans fætter, et nærmest uigenkendeligt billede af ham, hvor hans hoved er helt fordrejet. Min søn vil gerne tage et billede af mig og lave mit ansigt til noget ligeså uigenkendeligt, hvilket jeg takker nej til og i stedet ender det med, at vores kat må lægge ansigt til en af disse snapchats.
Jeg undrer mig lidt over formålet med snapchat. Min datter som er teenager, sender og modtager dem næsten konstant. Dog overbeviser jeg mig selv om, at det er de unges måde at kommunikere på, da jeg ser mange unge med sjove ansigtsudtryk i færd med at tage selfies på mobilen.
Personligt har jeg svært ved at finde ud af, om hvorvidt det er godt eller skidt når det omhandler elektronik og de sociale medier og vores børn. I min barndom, som ikke lægger forfærdelig mange år tilbage, var der ikke disse muligheder. Jeg husker min barndom som stressfri, med masser af udeleg med mine venner og rolige aftener sammen med mine forældre i stuen med tv’et tændt, hvor et eller andet harmløst program blev vist i fjernsynet.
I dag ser alting helt anerledes ud, vi voksne, inklusiv jeg selv, er på 24/7. Dette gælder også vores børn når de når en vis alder. De sociale medier, sms og mails fylder vores fritid. Mindre børn fanges i en verden med ipads og computerspil.
De aftener hvor det er muligt, forsøger jeg at skabe rammerne om ro og hygge i stuen hvor vi er samlet børn og voksne. Dog erfarer jeg ofte, at det kan være svært for børnene at finde ro heri fordi iPads, mobil og computer trækker i dem.
Personligt er jeg af den holdning, at det fylder alt for meget i deres fritid. Selv i børnehaver og skolefritidsordninger sidder vores børn og er optaget af et spil på computeren eller iPaden.
Jeg er bekymret for, hvilken indvirkning alt dette har på vores børn både nu, men også på sigt. Kan det føre konsekvenser med sig af negativ karakter, som vi i vores samfund endnu ikke er blevet opmærksomme på? Udefra set virker det til tider enormt stressende for dem at være en del af, og er det mon godt for vores børn at de allerede på et tidligt stadie i deres liv indfanges i dette? Personligt tænker jeg det ikke og jeg fyldes ofte af tanken om hvorvidt jeg skal lave endnu skrappere regler for hvornår der skal lukkes ned, blot for at sikre, at de får ro til at holde fri i deres fritid.
Jeg er velvidende om, at det i sidste ende er os som forældre der skal påtage os ansvaret for vores børns forbrug af ovenstående, jeg finder det blot svært ikke at følge med tendensen, når ens barn fyldes af frustration over at hele fritiden ikke skal være bundet af en skærm, men derimod også indeholde leg og nærvær.

Kommentarer