Fra Klient til borger til … nasserøv

Jeg mener at tonen overfor udsatte borgere i dag er problematisk, fordi ingen har fået en uddannelse eller job af at blive kaldt doven og dum.
Da jeg blev færdig som socialrådgiver for 15 år siden, kaldte vi folk på overførselsindkomst for klienter. Et par år efter skulle vi kalde dem borgere, fordi klienter var nedsættende. Intentionen var, at ingen skulle tabes på gulvet og at samfundets udsatte skulle gøres til netop borgere ligesom dig og mig.
I dag er det blevet mere og mere legalt at tale utroligt nedsættende om mennesker(for det er de vel stadig) på overførselsindkomst. Den offentlige debat om samfundets udsatte præges af ord som andenrangs mennesker, tabere, nassere, dovne (Robert) og dem på samfundets bund. Ja, kært barn har mange navne. At man skal yde for at nyde, er også et udtryk som mange ynder at smide om sig med. Dette er problematisk, fordi det antyder, at udsatte borgeres problemer har rod i deres egen dovenskab – hvilket jeg som socialrådgiver ved, sjældent er tilfældet!
Under valgkampen i 2015 havde jeg en samtale med en ung kvinde på uddannelseshjælp. Hun er paranoid skizofren, har et spinkelt netværk og meget sporadisk skolegang. Hun fortæller, at hun ikke sover om natten, bliver angst og må slukke for debatterne om valget, fordi hun ikke kan holde ud at høre på den måde, politikerne og såkaldte eksperter taler om arbejdsløse på. Hun fortæller, at der er intet i verden hun hellere vil, end at få en uddannelse og være en del af det samfund, som hun kun kender fra kanten. Hvis du spørger mig, har hun det svært nok, som det er. Det kan ikke være rigtigt at hun skal være politisk prügelknabe i den offentlige debat, hvor det øjensynligt at blevet gratis at slå på dem, der allerede ligger ned.
Jeg mener, at det er uanstændigt og meningsløst at tale om en gruppe mennesker på en så uddifferentieret måde, uden forståelse for deres individuelle historier og udfordringer. Som socialrådgiver har jeg desuden svært ved at se, hvordan denne retorik kan hjælpe og støtte disse mennesker i at blive inkluderet i vores samfund, hvilket vel stadig er målet? Tværtimod mener jeg, at det vil have den helt modsatte effekt, at de aldrig bliver integreret i samfundet og på arbejdsmarkedet hvilket vil koste både samfundet og den enkelte dyrt.

Kommentarer