Fællesskab går forud for demokratisk deltagelse

Det netop overståede kommunal- og regionsvalg har snart ikke handlet om andet end manglende deltagelse. Særligt har de etniske minoriteters fravær været hedt debatteret i avisernes debatspalter.

Det er hyklerisk at forvente stort engagement i demokratiet fra de etniske minoriteter, når de til hverdag udstødes fra vores fællesskab. Når man vokser op i et samfund, der op igennem barndommen vender en ryggen, når man ikke kan få en lærerplads, fordi ens navn ikke er Jensen, når man på arbejdspladsen eller i skolen udsættes for mobning og eksklusion fra fællesskabet, hvorfor skulle man så stå med åbne arme og deltagelsesiver den dag, der er valg?

3F har vedtaget en mangfoldighedsaftale, der sikrer etniske minoriteters repræsentation.I 3F Odense har vi endda taget skridtet videre og ændret vedtægterne for at fremskynde aftalens effekt. Desuden har vi arbejdet målrettet for at etablere netværk for etniske minoriteter. På få år er gruppen af ikke-etnisk danske fagligt aktive vokset med en fantastisk fart. For indsatsen har vi endda modtaget Basal Kamals integrationspris.

Vi har fået udbygget vores kendskab til vores nydanske medlemmers baggrunde og kultur. Det har beriget og påvirket afdelingens aktiviteter. Netværksmedlemmerne er vokset enormt og har fundet et fagligt fællesskab, som ønsker dem og anderkender dem. Her bliver ingen afvist.

Kommer denne form for fællesskab ikke før krydset i stemmeboksen?

Jeg foreslår, at vi som samfund begynder at se etniske minoriteter som en kulturel rigdom og en ekstra dimension, der beriger vores liv. En opfordring til de nye by- og regionsråd om at fremme fællesskabet blandt alle borgere til gavn for demokratiet og til glæde for os alle.

Kommentarer