Et råb om hjælp, blev til 17 år med svigt.

Jeg er på besøg hos min storesøster. I dag er hun 41 år. Hun vimser rundt med sin søn, hun er glad og tilfreds og stråler af overskud. Det er så dejligt at se.
Men sådan har det ikke altid været. Min søster er psykisk syg og tidligere stofmisbruger. Første gang jeg stiftede bekendtskab med min søsters misbrug, var den dag vi blev ringet op at psykiatrisk skadestue.
Det kom som et chok for mig, men for hende havde stofmisbruget været en del af hendes dagligdag, siden hun var 17 år og psykisk syg endnu længere tilbage.
Hun var på det tidspunkt 23 år, og havde ladet sig frivilligt indlægge. I desperation over, at hun havde det så skidt og fordi hun havde bevæget sig ud på et sidespor i form af stoffer.

Desværre blev min søster udskrevet dagen efter, da man ikke kunne behandle psykisk syge som havde et misbrug og ikke var i afvænning. Hun gik til Kommunens misbrug center, hvor hun også mødte en lukket dør. Her kunne man ikke sætte hende i afvænning, fordi hun ikke var uredt psykisk. I seks år var min storesøster kastebold i mellem kommunen og regionen. For samarbejdet mellem de instanser der skulle hjælpe hende, fejlede.

Det blev hverdag og lang hen af vejen var jeg af den overbevisning, at alt var godt. For hun havde fået en kæreste, fået barn og jeg troede på, at hun endelig havde fået lidt lykke på sin vej.
Men den eftermiddag i januar, da hun forsvandt fra omverdenen, glemmer jeg aldrig. Hun opgav kampen med systemet, forlod sin kæreste og sit eget barn, blot for at grave sig længere ud i sit misbrug. Usikkerheden om hun var i live eller ej, var en del af min hverdag. Og der skulle gå et halvt år før jeg skulle høre fra hende igen.

Hvorfor skal det være et tilfælde at man får den rigtige behandling?
Ved et tilfælde fik min storesøster en ny læge og det var ham som endelig tog kampen op med det tunge system og lange ventelister. Hun blev sendt til en psykiater ude i byen. En psykiater som fra start af, sagde ”Du har jo kuk kuk på første salen, og medicinere dig selv med stoffer, det giver dig fred i hovedet, så jeg kan da godt forstå du er narkoman”. Et svar og en diagnose, der har ligget lige foran systemets fødder, fra første gang hun henvendte sig. Men som ingen kunne finde, fordi psykiatrien og kommunen ikke samarbejder.

Jeg ved hvordan jeg og min familie har haft det som pårørende.
Jeg tør slet ikke tænke på hvordan min storesøster og andre psykiske syge med misbrug har det. Med deres grusomme oplevelser på nethinden, henvender sig for hjælp. Her møder de en lukket dør, og et system der ikke kan samarbejde på tværs – jeg kan godt forstå at man giver op.

Jeg er flov over at vores system ikke kan magte den opgave, at give denne gruppe mennesker en ordentlig handlingsplan fra starten. Så havde min søsters liv forhåbentligt set helt anderledes ud. Hun kunne have været forskånet, for 17 år i misbrug og haft et tålelig og lykkeligt liv, i stedet.

Opskriften er i min verden ret simpel. Tilfør de nødvendige ressourcer og økonomi til området. Det giver mulighed for at, alle de dygtige læger, konsulenter og psykiatere kan gøre deres arbejde ordentligt og samarbejde på tværs af hinanden. Så er der også håb, for de mange andre psykiske syge med misbrug.

Kommentarer