En uansvarlig børnepolitik – er det Danmark?

DR2 Tema sendte udsendelsen om fattige familier og børn i Danmark. En rystende reportage, om de vilkår flere og flere børn vokser op under. Beskæftigelses- og socialpolitikken bliver vedvarende ringere og rammer de svageste grupper i samfundet. Dette er med til at skabe mere ulighed og fattigdom, så der til stadighed sker en stigning i antallet af børn, der mærker fattigdommens svøbe.

Forfatter, meningsdanner og politisk konsulent Lisbeth Balslev Aagaard

Vil du have en gave eller gæster på din fødselsdag? Vinterjakke eller støvler til vinter? Juletræ eller flæskesteg juleaften? Sådan må mange børn fra fattige familier hver dag tage stilling – “små voksne” der skal træffe valg p.g.a familiens ekstrem ringe økonomi. Det, der er helt naturligt for de fleste børn i Danmark – er ikke en selvfølge for flere og flere børn fra socialt ramte familier. Tallet af fattige børn er stigende.

Fattige børn er defineret som børn, hvis forældre tjener under halvdelen af medianindkomsten og har en formue under 100.000 kr..

Flere fattige børn
Ifølge AE var der i 2011 over 56.000 børn og antallet af børn, der er fattige i “mindst 5 år” er fordoblet siden 2006. I perioden 2006 til 2011 steg antallet af fattige børn med 13.000! De fattige familier og børn er væsentligst placeret i de store byer – og i Københavns vestegn – hér er børnene fattige i længst tid. Men som udsendelsen fra DR2 viste, er fattigdommen til stede flere steder i Danmark.

Antallet af børn berørt af fattigdom er relativt højt i yderområderne, men disse børn er fattigere i væsentligt kortere tid end børnene i storbyområderne og Nordsjælland, hvor den gennemsnitlige tid i fattigdom er relativ høj.

De sidste år – er antallet af fattige børn således steget med 50%!

64.000 børn af fattige familier – uligheden stiger
64.000 børn vokser op i familier, hvis økonomi er så stram, at børnene mærker det på krop og sjæl. Er der penge til mad? Er der penge til fødselsdag? Er der penge til brugt tøj for genbrugsbutikkerne?

Flere fattige børn i Danmark - der er sket en stigning på 50 %! Regeringen må tage ansvar, hvis udviklingen skal vendes.
Flere fattige børn i Danmark – der er sket en stigning på 50 %! Regeringen må tage ansvar, hvis udviklingen skal vendes.

Udsendelsen dokumenterer den ulighed, som mange politikere lukker øjnene for. I stedet for at hjælpe og støtte socialt ramte og fattige familier, forværres vilkårene til stadighed via økonomiske forringelser og sanktioner. Nævnes kan kontanthjælpsreformen og alle de øvrige reformer, som inden for de seneste år er blevet gennemført. Alle reformer vender den “tunge ende nedad” – dvs rammer de svageste grupper.

Fattigdomsskabende politik har overtaget socialpolitik
Løser det problemerne for familierne? For børnene? Vil det i sidste ende ikke blive langt dyrere for samfundet, når og hvis den “sociale arv” går i ring – og videreføres?

Lad os udvikle en fremsynet socialpolitik, som sikrer børnene ordentlige opvækstmuligheder. Det kan betale sig menneskeligt og økonomisk at vinke farvel til fattigdomspolitikken, som er pakket ind i incitamentstænkning, udbudspolitik, skattelettelser – og ikke mindst markedsorienteret politik.

Tør du se sandheden i øjnene?
DR2-udsendelsen og AE´s undersøgelse er levende beviser på, at den politik, der bliver ført, er uligheds- og fattigdomsskabende. Flere bliver fattige – og det går ud over børnene. Den relative fattigdom er en realitet – og den bliver ikke reduceret!

Er det dét Danmark, vi vil have?

Hvis ikke du så udsendelsen – så klik ind på nedenstående link – og bliv klogere.

http://www.dr.dk/nu-mobil#player/hvorfor-fattigdom-2/hvorfor-fattigdom-fattige-danske-boern-den-usynlige-arv

 

Relativ fattigdom?
Relativ fattigdom?