En opfordring til politikerne …

I min hverdag har jeg kontakt med mange medlemmer, som er sygemeldt fra deres arbejde, og i dette tilfælde ældreområdet, når jeg spørg dem, hvorfor de er sygemeldt, fortæller de, at de ikke kan holde til det arbejdspres, der er derude. De bliver færre til at løse opgaverne, ofte kan de ikke regne med at deres planlagte fridage holder, der forventes hele tiden mere af dem, de skal kunne tåle mere, der sker konstant omstillinger og ikke meget når at blive implementeret, før noget nyt er sat i gang.

De oplever ikke at der er tid til deres kerneopgave, nemlig det at yde pleje og omsorg til borgerene, de oplever mange gange, at er de er på vej ud af døren inden de er kommet ind af den. Det ikke at have tid til at lytte på Hansen når han gerne vil fortælle om familiebesøget i weekenden, det at der ikke er tid til at sætte sig ned og holde demente Jensine i hånden når hun er ked af, at hun ikke kan finde sine forældre, eller hvis de spørg om, hvordan har du det i dag fru Nielsen, ja så er de på vej ud af døren eller allerede ved at planlægge næste besøg, så de ikke får hørt, hvad det er fru Nielsen gerne ville fortælle. På en aftenvagt kan der i nogen tilfælde være op til 35 besøg, ind og ud af bilen, tjek næste besøg, øv nu er der igen rødt lys, jeg bliver forsinket af trafikken, nåh pyt jeg springer min spisepause over, og spiser min mad i bilen mellem besøgene og den   faglige sparring jeg gerne ville have haft med kollegeren, ja den må igen vente, for tiden løber og jeg er konstant bagud, det er det der gør mig syg.

Jeg kan ikke sove, jeg har konstant ondt i maven, jeg husker ikke så godt mere, jeg bliver hurtig ked af det, der skal ingenting til før jeg tuder, jeg har dårlig samvittighed over at være sygemeldt, især over for kollegaerne som jeg ved må løbe stærkere, jeg føler også jeg svigter borgeren men også i forhold til ledelsen, bare de ikke ville  ringe til mig  i tide og utide, for at høre, hvordan jeg har det og om der dog ikke er et eller andet jeg kan lave på arbejdspladsen i stedet for at være hjemme.

Jeg vil rigtig gerne hjælpe og lave noget andet, men lige nu har jeg bare brug for lidt fred og ro, ja, jeg ved godt de vil mig det bedste, men jeg magter det ikke, giv mig ro og plads til at vende tilbage, for det er ikke sjovt at være sygemeldt, jeg ville meget hellere arbejde end værre hjemme.

Dem der ved en masse om det at arbejde med mennesker siger:

”Arbejder man med mennesker er der en større risiko for at man bliver psykisk påvirket og en større risiko for at blive stressramt. Som plejepersonale kan man komme ud for at demente personer slår fra sig eller spytter på en eller de forlader hjemmet, der er også de pårørende, som forventer utroligt meget og til tider kan lægge en hel personalegruppe ned med helt ublu krav og forventninger.”

Dog skal vi ikke glemme de fysiske belastningsskader, der er opstået eller kan opstå, når svage borgere skal have hjælp til at komme op eller forflyttes, heldigvis er antallet af disse faldende da der er kommet flere hjælpemidler til og et større fokus på vigtigheden af at der er uddannede forflytningsvejledere på arbejdspladserne.

Jeg vil opfordre politikerne til at investere i deres medarbejdere, så der budgetteres med en normering, hvor der skabes plads og rum til det lille ekstra, og der er nok på arbejde, så der er plads til sygfravær, når det er influenza tid, forkølelser, alvorlige sygdomme o. lign., så arbejdsplaner overholdes, så man er sikker på at have fri, når man har fri , for tør man det som politiker, så er jeg sikker på at sygefraværet vil falde inden for kort tid.

Så kære politikere tag ansvar og lyt til det jeres medarbejdere når de fortæller om problemstillingerne som de ser dem, og husk at tage højde for det i jeres budgetter, så der skabes plads og rum til at vende tilbage til arbejdet uden dårlig samvittighed, over at have været sygemeldt.

 

Kommentarer