“Du skal bare være glad for at have et arbejde, så længe det varer”

Sidste år fik jeg 15 nye kollegaer. Nye kollegaer er ellers ikke noget jeg oplever så tit, som tillidsrepræsentant i posten. De seneste år har været præget af nedskæringer og jeg har måtte sige farvel til mange gode kollegaer.

Mine 15 nye kollegaer var da også anderledes end alle os andre. De var midlertidigt ansat for en periode på 3 måneder med mulighed for forlængelse, hvis der var behov for det.

Mine nye kollegaer var glade for deres arbejde, men det var tydeligt at mange af dem ikke havde forventet at de skulle være postarbejdere. Flere af mine nye kollegaer havde lange uddannelser med i bagagen og tiden på postfabrikken var et kort stop på vejen. Det oplevede jeg som tillidsrepræsentant, da jeg henvendte mig til dem for at få dem til at melde sig ind i fagforeningen.

”Jeg kan ikke se mig selv som ufaglært og for øvrigt skal jeg jo kun være her i 3 måneder, så det er vist ikke noget for mig” var det svar jeg blev mødt med.

Som tillidsrepræsentant var det tydeligt for mig at mange af mine nye kollegaer ikke følte sig som en del af vores fællesskab på arbejdspladsen. Vi var bare et stop på vejen. Det er ikke overraskende, at det var svært at overbevise dem om nødvendigheden af et fagforeningsmedlemsskab. For hvorfor skal man melde sig ind, når man kun er sikret beskæftigelse i et kortere periode? Det ville være nemt at sige, at det er deres eget valg og klandrer mine midlertidige kollegaer for at være usolidariske, men var det nu også deres skyld?

Jeg kender ingen som ønsker at være midlertidigt ansat. Midlertidig ansættelse er et nødvendigt onde, når der ikke er andre muligheder. Mange af mine kollegaer vil meget hellere fastansættes, men den mulighed får de ikke. Jeg ved at mange ikke vil leve med den usikkerhed, der er forbundet med at være midlertidigt ansat. Flere af mine kollegaer har ikke de samme muligheder, som os der er fastansat. Det er svært at planlægge ret langt ud i fremtiden, når man ikke ved om man har et arbejde i næste måned. Kan jeg tillade mig at tage på ferie? Eller hvordan skal jeg betale regningerne, hvis jeg ikke bliver forlænget? Deres angreb på vores solidaritet, er for dem en nødvendighed langt mere end det er et aktivt valg.

Det er ikke os som ansatte, der har en interesse i tidsbegrænsede ansættelser, men snarere ledelsen som aktivt vælger midlertidigt ansatte frem for fastansættelse. Ledelsen på min arbejdsplads har en klar interesse i kortere ansættelser. Midlertidigt ansatte klager sjældent, og hvis de er til besvær kan man jo altid lade være med at forlænge dem. Da langt de fleste heller ikke er medlem af 3F behøver ledelsen heller ikke at bekymrer sig om, at de klager til mig eller en af de andre tillidsrepræsentanter. Sidste gang der skulle forlænges valgte man alle fra som havde haft en enkelt sygedag. Budskabet fra ledelsen var enkelt: Hvis du er syg bare en dag, så har du ikke noget arbejde.

Midlertidigt ansatte får ikke samme løn, som fastansatte og i de 2 første måneder kan man på min arbejdsplads også sparer pensionsindbetalingen. Mine nye kollegaer laver altså det samme arbejde, men til en betydeligt lavere løn end mange af deres kollegaer. Det gør at mange af os fastansatte ser skævt til dem af vores kollegaer med tidsbestemte ansættelser. Midlertidigt ansatte er et direkte angreb på vores lønninger og faglige fællesskab, på samme måde som mange østarbejdere har været det indenfor byggebranchen. Det er let nok for os, der er fastansatte, men at bede folk som ikke har et arbejde om at sige nej til en midlertidig kontakt er ikke rimeligt.

Ved at satse på midlertidige kontrakter skaber ledelsen på min arbejdsplads et B-hold, som jeg og mine kollegaer opfatter som et direkte angreb på vores fællesskab. Et angreb som vi må bekæmpe med alle midler. Vi har som tillidsrepræsentanter et stort ansvar for at invitere vores nye kollegaer indenfor i fællesskabet frem for at udelukke dem. Vi skal som kollegaer ikke angribe hinanden, men kræve at ledelsen fastansætter folk fra første dag. 

 

Kommentarer