Alenearbejde skal ikke være et vilkår

Alenearbejde skal ikke være et vilkår
I mit arbejde som pædagogisk Assistent ser jeg en udfordring i, at vi det pædagogiske personale over de sidste år har fået skemalagt alenearbejde. Vores normeringer i institutionerne er nu skåret helt ind til ”benet”. Nævner man det til lederen så er svaret: Det er et vilkår når man arbejder i en daginstitution.
Jeg mener ikke, at det kan være rigtigt at jeg åbner Institutionen kl. 6.30 og er alene i institutionen indtil kl. 8.00. I den tid er der kommet 20-22 børn. Her skal der tages imod børn og forældre som hver har deres behov når børnene afleveres i institutionen. Der skal hjælpes på toilettet og efterhånden som der er kommet flere børn er der også konflikter der skal løsen. Der skal trøstes og lille Ida har et særlig behov for at føle tryghed og nærvær. En kollega ringer og melder sig syg og så skal der også ses på om der skal kaldes en vikar ind. Dejligt nu kommer min kollega og klokken er 8.00, godt det ikke var hende der var syg.
Det samme sker tirsdag eftermiddag. Klokken er 15.30 og min kollega har fri og jeg er nu alene med de børn der er tilbage i institutionen. Der er mellem 10 og 15 børn der er mere eller mindre trætte. Peter vælter på stolen og slår hovedet ind i bordet og det bløder. Flere af børnene bliver forskrækket og en enkelt begynder at græde. Peter er meget ked af det. Da jeg er ved at få tørret blodet fra såret kommer Trines mor for at hente Trine. Hun hjælper med at trøste Peter mens jeg kontakter Peters forældre. Jeg får Peter over til mig igen og Trines mor tilbyder at blive til Peters forældre har hentet Peter. Det tager jeg da imod. Det er en lidt træt pædagogisk Assistent der kl. 16.45 lukker institutionen.
Det er børnenes tryghed, trivsel og mit arbejdsmiljø der her er på spil. Derfor må vores politikker til at vågne op så vi kan få nogle bedre normeringer. For det kan ikke være rigtig, at det skal være et ”vilkår” at vi stå alene med 15-20 børn i længere tid.

Kommentarer